Langt de fleste anbringelser af børn sker som frivillige anbringelser. Kun få sker i form af tvangsfjernelse. Alligevel er der utrolig meget opmærksomhed rettet mod de såkaldte hjælpeforanstaltninger uden samtykke. Er det rimeligt? Ja, det er det, fordi vi her bevæger os ind i et spændingsfelt mellem familiens og det offentliges ansvar og opgaver. De fleste familier - hvis ikke alle - føler sig klemte og magtesløse, når myndighederne for alvor går i gang. Så hvis ikke de ansatte udviser en høj grad af respekt for de enkelte familier, uanset hvor ringe de måtte fungere, vil det hurtigt ende i ukonstruktive kampe, hvor børnene bliver taberne.
