De Kaukasiske steppers hestehold har vores indoeuropæiske folkegrupper åbenbart ikke haft berøring med. Især de oldslaviske stammer skulle i deres østlige omgivelser både have set og dyrket kendskabet til springeren. Imidlertid har de to store pattedyr fra steppeområderne også undgået deres opmærksomhed. Både saiga-antilopen og det asiatiske vildæsels kulanen har været ukendte for disse grupper; først mødet med tyrkiske jægerfolk har lagt navn og gavn til de dyr. Vi kan her understrege, at heller ikke arierne som samlet sproggruppe har hørt til blandt steppens indvånere og det af samme grund. Opfattet som steppefolk må det gælde hele sproggruppen; ingen særsprog bærer nemlig vidne om steppens hushold og for sagens skyld, ej heller ikke kendskabet til ovennævnte pattedyr. Det giver stort set ingen mening, at opfatte indoeuropæerne som steppefolk, hyrdefolk fra tidernes morgen.
Inden du spænder skøjteremmen og glider ud på den fonologiske is, vil en klar ide om det geografiske rum og det deri indfoldede og udspændte lingvistiske net gøre det lettere at følge de kommende udredninger. Undertiden klædes gerningsmanden af, så vi kan identificere ham i mængden; her giver vi hende tøj på i den hensigt, at tydeliggøre hvor smukt de forhistoriske tekster passer ginen. Den skandinaviske stenalderbyd trives ikke blot med påklædningen, hun kan ikke skelnes fra den indoeuropæiske hjemstavn på det forhistoriske verdenskort. Det er norden træer, fugle, dyr, fisk og kryb, der skaber etymologisk symphoni, når lingvisten vender blade i den indoeuropæiske natur-almanak. Horisonten for det indoeuropæiske atlas afslører skove, vinde tåge øer, bakker, vand, sne, kyster, have; derimod ingen bjerge, vandfald, grotter, stepper, laviner eller økner.
