...ikke en spurv...

Ina Ravnkilde blev tvangsfjernet ved fødslen i 1944, faderen var ukendt, og hun kom på børnehjem, indtil et indremissionsk præstepar adopterede hende. Hun droppede ud af flere uddannelser og arbejdede som sygehjælper i 16 år. Herefter uddannede hun sig til socialrådgiver og var indtil pensioneringen ansat i kriminalforsorgen.

Digtsamlingen …ikke en spurv… er drevet
 af vrede, bitterhed og afmagt. Den afspejler en turbulent opvækst, dybt forankret i det religiøse miljø, med psykiske og fysiske overgreb, som har præget hele forfatterens liv.

uden vrede er ordene væk
jeg kan ikke mere

væggene kryber tættere på
solen blænder
persiennerne ligner tremmer

dynen om mit ansigt
lugten af jord