Ikke alt, der tæller, kan tælles

Bedre viden om effekt af velfærdsindsatser og -ydelser er blevet et
mantra i den offentlige sektor og i særdeleshed inden for de professioner,
der leverer borgernær velfærd. Rationalet er, at bedre viden
om, hvad der virker, kan målrette indsatser og ydelser, så de
begrænsede offentlige midler kan skabe størst mulig gavn for flest
muligt. Men store dele af velfærdsleverancerne – f.eks. omsorg,
handlekompetencer, dannelse – er vanskelige at måle, veje eller tælle.
Udfordringerne i at dokumentere de såkaldt ‘bløde’ velfærdsleverancer
øger risikoen for, at ydelserne udvikles på baggrund af ‘mavefornemmelser’
og lukkede fagprofessionelle logikker. Det vanskeliggør
diskussion af kvalitet samt et gennemsigtigt grundlag for kvalificering
og prioritering. Udfordringerne ift. at dokumentere øger dog
samtidig også risikoen for, at vi udvikler et velfærdssamfund, som ikke er i stand til at prioritere centrale aspekter af velfærden, fordi de ikke taler ind i de dominerende målerationaler. Der er derfor i stigende grad skabt en opmærksomhed på, at ledere og medarbejdere
inden for de områder, der leverer ‘blød’, kompleks og tværgående velfærd også skal kunne evaluere og dokumentere, hvilke effekter deres arbejde bidrager med for borgere og for samfund. Det gør sig gældende inden for f.eks. det sociale område, folkeskolen, kulturområdet.