Identitetspolitik, litteratur og kunstens autonomi

Hvad der kan siges, skrives og males, men også hvem der har lov til at gøre det, er under hastig forandring.
Er det i orden, at en kvindelig hvid maler lader sig inspirere af sort lidelseshistorie i sin kunst? At en mandlig forfatter, der selv stammer fra den hvide, heteronormative middelklasse, skriver indlevende om seksuelle eller etniske minoriteters undertrykkelse, når det ligger uden for hans egen erfaringshorisont? Og hvad gør vi med kunst- og litteraturhistoriens mange kompromitterede skikkelser? Kan vi stadig med god samvittighed udgive og læse forfattere som Louis-Ferdinand Céline, der var notorisk antisemit? Skal vi tillade udstillinger af Emil Noldes værker, efter at det er kommet frem, at han ikke skyede noget middel for at indynde sig hos nazisterne?
Det er nogle af de spørgsmål, der granskes her. Bidragene er skrevet af forfattere og forskere fra en lang række forskellige humanistiske fag og institutioner. De behandler de vigtigste emner i de seneste års diskussioner om identitetspolitik, litteratur og kunsten udfordrede frihed.