I tryghedens navn

Politiet fortæller igen og igen, at korpset har brug for flere ressourcer selvom kriminalitetsraten falder. Men måske har politiet brug for flere penge. For som der bliver sparet mere og mere i social- og sundhedssektoren, får politiet en ny rolle som socialrådgiver og psykolog for samfundets udsatte. Spørgsmålet er, om det er en udvikling, vi ønsker?

Det moderne politikorps er det hele og lidt til. Politikorpset er socialarbejdere med våben. Revolvermænd i socialt arbejde. De skal sørge for fred og bekæmpe forbrydere. De skal være blinde håndhævere af loven og arbejde efter eget skøn. De skal tage sig af samfundets skraldespand, levere et socialt tilflugtssted efter almindelig lukketid – og være vagthunde for industri- og finansverdenen. Det betyder, at betjenten befinder sig i en udefineret og umulig rolle i et ængsteligt samfund, præget af hurtige lovændringer, og flere bevillinger og magtbeføjelser til korpset. Samtidig bliver der i stigende grad stillet krav til korpset om effektivitet og resultater. Faren er, at effektiviteten bliver det primære mål, for så bliver retsstaten langsomt, men sikkert til en politistat.

Bogen analyserer og diskuterer politiets paradoksale og prekære rolle som både statens og borgernes beskytter, og det centrale omdrejningspunkt er det nye trendord 'tryghed', der siden 2004 har indfundet sig i politiloven.