Hvis du siger det

Soveværelset var blevet en fængsel for dem begge to, hun levede kun derinde og han kom der aldrig mere. Han måtte ikke være der det kunne han mærke på hende, han var på en eller anden mærkelig måde blevet skurken i den utænkelige skæbne de nu levede med. Livet var ulideligt ingen af dem kunne se hinanden i øjnene mere, hadet var groet for nogen måtte og skulle have skylden for alt det onde der havde lavet dybe ar for livet på deres sjæl og krop, måske ville de aldrig mere blive levende igen.