Hvem er bange for Wolf 359?

Den skotske forfatter Ken MacLeod, der her præsenteres for første gang på dansk, skriver science fiction af mange forskellige slags. Blandt andet er han kendt for sine arbejder indenfor den såkaldte ”nye space opera”, en moderniseret udgave af de gamle rum-eventyr, der nu foregår i langt mere komplekse universer, og hvor problemstillinger indenfor bioteknologi, kommunikation, kunstig intelligens og kosmologi spiller en stor rolle.

Derudover skriver han gerne historier fra den relativt nære fremtid, hvor samfundsforholdene har ændret sig, ofte på grund af krige, revolutioner, global opvarmning eller andet. Fælles for dem er en stærk interesse for hvordan mennesker forsøger at overleve som individer, og samtidig hvordan de forsøger at skabe en bedre verden gennem etableringen af nye strukturer, nye samfund, nye religioner. MacLeods science fiction lever således op til kravet om at rumme menneskelige historier i videnskabeligt funderede anderledes verdener.

McLeod elsker science fiction-genren og kender dens historie. Hans fortællinger henviser ofte til klassiske tekster og forfatterskaber, og nu og da går han direkte i dialog med nogle af dem. Det giver ekstra klangbund for den læser der deler hans interesse, men forstyrrer ikke den som blot ønsker tankevækkende læsning, der samtidig er underholdende. Her kan man bl.a. rejse til andre stjerner, træffe amerikanske forfattere i politisk eksil i Paris, diskutere teologiske problemer i forhold til væsner fra fremmede planeter og overveje kunstens stilling når internettet ikke længere kun er informationsteknologi, men omfatter mængder af fysiske ting. Én ting er sikkert, kedeligt er det ikke.

Indhold:
Mod nye horisonter
Begivenheden i Vorkuta
Hvem er bange for Wolf 359?
Den bedste science fiction fra året 3
En tulipan til Lukrets
Hele den uhyre superstruktur: En installation
Landevejens mænd
Et tilfælde af konvergerende evidens
iThink, derfor er jeg
Jordtimen

Komplekse fortællinger til en kompleks verden: Om Ken MacLeods science fiction. Efterord ved Niels Dalgaard