Hvedekorn 1 2023

Ballonskippervampyrer, foren eder!

Vi er virkelig glade for at have 90erlegenden Lone Munksgaard Nielsen tilbage i Hvedekorn med både en håbefuld vintersang – ” Plant en spire af lys i vort indre/ lad den fylde vor krop/ til sjælen begynder at tindre/ og glæden vokser op” -  og en vist i virkeligheden ikke mindre, men så i det mindste mere intrikat håbefuld skrøne om en ballonskippervampyr (som er årets foreløbig mest præcise synonym for digter).

 Det er også på tide med et gensyn med Joakim Vilandt, årgang 1991, der – mens vi venter vildt utålmodigt på hans anden bog – lige så betimeligt som og i direkte forlængelse af Lones syleskarpt renfærdige vintersang bidrager med et oprømt vrængende, decideret dadaistisk forårsrengøringsdigt:

  ” For vi har set, vi har stuerent. HARledt, som et brunefedt KANbørste alle/ hudens tænder væk.

Fordi det slik, der er nok at slik. ERblik, som en pvaskespand KANfyldes ud/ med sovsesæbens hvid”

  Og det er bare nummerets første ni sider!

Af resten af de umådelige herligheder og særligheder og gerne også – men i den kvalificerende rækkefølge! – ærligheder kan nævnes Sternbergs viist stenede værkstedsmeditationer, debutanten Dea Rasch Binozis fyndigt flimrende sentenscollager og Hugo Hørlych Karlsens sitrende omhyggelige gendigtninger af Keats og Hölderlin og her kineseren Bo Juyi, 772-846:

  ”Den kolde flod holder månen,/ dens klarhed/ ? som et spejl./ Aftenvinden smelter sammen med frosten/ ? gennemborende som et sværd.”

  Poesien ligner sig på en evig prikken på pupillerne.

  Og for evigt poesibidragende claus ejner er pludselig ultra-umidkendeligt nummerets billedkunstner.