Hvad stiller vi op med middelklasserne?

I Hvad stiller vi op med middelklasserne?, som er både
essay, poetik, selvbiografi og programskrift i ét, er det de selvfornægtende
middelklasser hun forsøger at få hold på. Det er særligt middelklassernes
paradokser, f.eks. arbejderen der gik ind på kontoret, blev sit job, og
begyndte at sige ”os” når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer sig
lige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en række
forfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier).
Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk,
engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika;
middelklasserne poserer).



 



Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi til
en kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, er
franske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel,
hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksale
kvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”det
gode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast i
flaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mens
middelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules og
famler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsat
prædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "et
godt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser det
modsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvad
de gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der ender
med at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet,
som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.