Huset ved volden

I langdigtet "Huset ved volden" ser Rørdam som tresårig tilbage på sin tidlige barndom i Stege i 1870'erne - fra fødslen og til han skulle i skole. Det var på mange måder et idyllisk liv, han levede i den solide præstegård, og man kommer til at tænke på Carl Larssons tegninger, når man læser de præcise og detaljerede skildringer af, hvordan de bagte småkager før jul, af piberøg og stearinlys. Men der var også mørke skygger, og dem fortier Rørdam ikke. Hans mor var meget syg og døde ung. Flere søskende døde som små. Han selv fik difteri og måtte holde sengen i lang tid. Han opdagede, at der fandtes løgn og sladder i verden. Han fik lussinger af kokkepigen. Han var ofte svag og drømmende. Han drømte som stordåd uden selv at kunne udrette meget. Og han fik mareridt, så han vågnede fuld af angst. Han var sengevæder og svagelig. Og han husker tydeligt, hvor ubehageligt det var at blive løftet op og kysset af en voksen, måske en mand med stilkkende skæg.