Høj begavelse og talent - Island

Ligesom i vores nabolande har forestillinger og teorier forbundet med undervisning af højtbegavede en lang historie i Island. Det skyldes den kendsgerning, at samfundet altid har bemærket intellektuelt begavede personer og reageret på deres opfordringer om anerkendelse og feedback på forskellige måder. Det første videnskabelige forsøg i den vestlige
verden på at undersøge høj begavelse var formentlig Francis Galtons Hereditary Genius (1869). Derefter fulgte Lewis Termans longitudinalundersøgelse (1926) og andre undersøgelser af studerende med høj IQ, som spillede en fremtrædende rolle i første halvdel af det 20. århundrede. Den slags målingsmetoder nåede til Island i 1920’erne og var fremherskende i fem årtier. Siden da er tanker om og definitioner af tidligt modne unge blevet mere sammensatte, i takt med at den psykologiske forskning har ændret sig og dermed også teorier om intelligens og om, hvordan exceptionelle evner kan anerkendes
på forskellige områder af den menneskelige adfærd under betegnelserne begavet, talentfuld, meget dygtig eller tidligt moden/fremmelig. Desuden har fokus på skoleklasser med blandede færdigheder og inklusion bevirket, at konteksten er blevet mere kompliceret. Således har det islandske undervisningssystem afspejlet en intens og i et vist omfang kompromisløs debat om særlige hensyn til højtbegavede personer.