Hjemløs den store

Grækenland har altid haft store lyrikere. Blandt nobelpristagerne er Elytis og Seferis, som begge skriver i det blændende sollys. Nanos Valaoritis (f. 1921) skriver i skyggerne på samfundets bund. Den nu 94-årige Valaoritis store digtkreds, Hjemløs den Store, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver i Sotirios Souliotis’ oversættelse som en del af serien Bureauets Lommebibliotek, viser eksistensen helt nøgent:
 
Jeg pisser hvor jeg kan komme til det, 
æder hvad der dukker op,
er ikke bange for dårligt vejr,
trisser rundt dag og nat;
… Jeg nærer ikke had til nogen,
jeg er ikke revolutionær – 
er bare et symptom, et ulykkeligt tilfælde
 
Men der er mere ved denne tekst. Den er dybest set i samtale med litteratur fra hele verden. Eksistenser af denne art, der i selve hjemløsheden finder en flygtig følelse af hjem, møder vi hos de amerikanske beat-digtere, som Valaoritis lærte at kende under sit eksil i USA, og kinesiske digtere, som Lu Xun og Mo Yan, både før og efter revolutionen, og fortvivlede modernister som Rimbaud og Kafka.