Himmelbarnets bog om Alt og Intet

7. marts 1966
Jeg er vågen. Mor og far sover stadig. Det er tidligt – alt for tidligt. Jeg går ud af vores grønne dør, ud i den stille morgen. Jeg står på dørtrinnet og suger Himmelluften ind og langsomt ud. Luften kommer ud af mig som skyer, der forsvinder, inden de når Himlen, men det gør ikke noget. Himlen har jo sine egne skyer.

22. marts 1970
I dag sad jeg nede ved den sorte, bundløse sø og tænkte på de gruopvækkende, sorte huller, der findes ude i universet, som suger, sluger og fortærer alt, hvad der kommer i deres nærhed. Ja, selv lyset, som er verdens hurtigste fænomen, kan de suge til sig. Og jeg tænkte, at lige sådan suger, sluger og fortærer den bundløse sorte sø al lys ud af mig. Så nu har jeg besluttet mig for aldrig nogensinde mere at opsøge den sorte sø – det sorte hul, hvor kun døden bor.

1. september 1980
Ilden brænder over alt i mit liv.
Hvor er mit åndehul.
Hvor er min Himmel?