Hesteæderne 2

Den aldrende hesteæderdigter registrerer verdens hastige opløsning:
Resurserne er opbrugt, hestene ædt, lakridssprutten drukket, sproget 
har mistet betydning og blomsterne er fjernet.
Pludselige dyk i erindringen fylder digteren med vemod, men samtidig 
ruster han sig til den sidste store duel med den magtfulde kollega. 
Mød mig - og dermed dig selv - med værdighed, synes han at mene, da 
han trækker et måneslebet haiku og kaster det mod kollegaens hjerte.