Grundtvig og det evige

Måske er netop Grundtvigs forståelse af det evige en nødvendig inspiration til at se sider af kristendommen, som vi ellers fortrænger. For om nogen formulerede han både sammenhængen og det uoverstigelige svælg mellem ”nu” og ”engang”, det dennesidige og det evige – og så den modsætning, der går ned gennem det menneskelige liv mellem lys og mørke, liv og død, frelse og fortabelse. Det modsætningsfyldte i kristendommen, dens paradoks, var for Grundtvig at se gået tabt i rationalismens kritiske syn på Bibelen og i romantikkens harmonitænkning
Spørgsmålet er så, om det dristige og håndgribelige i Grundtvigs tale om det evige kan gøres gældende i en folkekirkelighed, hvor den teologiske refleksion over eskatologien er gledet i baggrunden. Er Grundtvigs kraftige billedverden, kampen mellem lys og mørke, fylde og meningsløshed, frelse og fortabelse, liv og død blevet uforståelig? Og kan vi igen gøre denne billedverden nærværende og meningsfyldt?