Pia Busk (f. 1965) debuterer modent med et sært og brudfyldt epos: Grotten. Pia Busk har sine referencer i orden, det er ikke tilfældigt, at vi har med eposet at gøre, noget så gammeldags, men hvis vi troede, tiden for den heroisk bedrift var forbi, er det herved dementeret.
Grotten låner fra Illiaden og Odyseen, men i en fri lyrisk form og med storbyens underverden – læs: prostitutionsmiljø - som kulisse. Her forsøger mennesker på mørklagte adresser at genopfinde kærligheden, hvor grænserne mellem det gode og det onde flyder ud, og hengivelsen til kødet udvikler sig fatalt.
I to parallelle spor fortæller en kvinde og en mand, Lucy og Manden med leen, om hver deres liv og erfaringer i miljøet, som køber og sælger, og om hvordan de positioner skrider ud, og man bliver hinandens nærmeste. Lucie og Manden med leen fortæller, ikke som bekendelseslitteratur, slet ikke, men i en stilliseret form, surreelt og humoristisk.
Figurerne gennemspiller teatralske forløb, de hygger sig med bl.a. hård sadomascokisme, men der skal hele tiden mere til, det kommer ud af kontrol og kulminerer, da manden vil redde kvinden ud.
Grotten er hverdagskost i strømmen af udgivelser sådan et efterår. Mennesket bliver meget lille, livet staves med småt, når man har sluppet sin skygge og begynder at svæve. Og man iøvrigt vejer de samme kilo. Man har den samme dødvægt. Så falder man tungt.
Én af Grottens bipersoner er Marianne Petersen, som sammen med sine to drenge blev offer for det tilfældige møde med Peter Lundin i juni 2000. Det er så alvorlige ting, Pia Busk tager under behandling, og man lige ved at tude, når man læser passagen om Marianne, og så er livet alligevel værd at leve, når det gøres med en sådan omsorg.
