»Han opdagede, at han blødte.
Vindjakken var revet i stykker, og blodet piblede ud – ned over hans bukser,
ned på gulvet, ud ad døren,
der stod på klem i stilheden.
Blod er stille.
Ligesom pigen med det røde hår.
Hun klamrede sig til sikkerhedsselen og stirrede på ham med store, forskræmte øjne. Meget store øjne. Angst. Vantro.
Hun var bange, helt vildt bange.
Han skubbede vindjakken op, rev skjorten i stykker og forsøgte at stoppe blodet fra den dybe flænge i underarmen.
Han beklagede sig ikke, han gjorde det bare. Viklede, klemte, trykkede, bandede.
Pigen kiggede.
– Er du død? spurgte han.
Hun svarede ikke, hun stirrede bare på ham.
– Trækker du vejret?
Hun rystede på hovedet.«
