Glavendrup-monumentet

Glavendrupmonumentet ligger i en lille skov på Nordfyn. Det er i dag et rekreativt område. Centralt i anlægget er en delvis ødelagt ca. 52 m lang og 12 m bred skibssætning. Tilbage er kun 29 opretstående, ca. 1 m høje sten tilbage. Skibssætningen er orienteret ØSØ-VNV. Dens østlige ende er bygget ind til en stor bronzealderhøj. I skibets forstavn mod vest står en stor runesten. Den er næsten 3 m høj og har indskrift på de tre sider. Den er på 210 runer og Danmarks længste. Indskriften lyder: ”Ragnhild satte denne sten efter Alle Sølve, viernes gode, hirdens ærværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres far og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vi disse runer. Til en ræte vorde den, som skænder denne sten eller drager den efter en anden.” Alle Sølve havde således både det religiøse lederskab som gode og det værdslige som thegn. Han må have været en af landets fremmeste stormænd.
Vi kender ikke mere til ham, og eftersøgning efter en centralgrav i skibssætningen har været forgæves.
Derimod møder vi Ragnhild igen på Tryggevældestenen, som hun rejste efter sin første mand. Indskriften er også her lavet af Sote og det oprindelige monument må have liget stærkt. Begge sten tilhører begyndelsen af 900-tallet.
Skibssætninger er en slags gravmonumenter, som erstatter de rigtige skibsgrave. De døde måtte så selv ved magisk kraft omdanne stensætningen til et rigtigt skib, som han eller hun kunne selve i til Valhal. Der er i alt registreret ca. 2000 skibssætninger. På den store gravplads Lindholm Høje ser vi hele flåder af skibssætninger.
Der er registreret 260 runesten i det danske område, mere end halvdelen er fra perioden 970-1050. Der er særlig mange i Nordjylland. Runestensskikken kommer først til Danmark i 700-tallet, men runeskriften blev udviklet i 1. århundrede e.Kr. Alfabetet kaldes f-u-th-a-r-k efter de første bogstaver. I begyndelsen var der 24 runetegn; senere blev det rationaliseret til 16. Sproget på runestenene er den såkaldte ”danske tunge”. Det var meningen med runestenene, at den døde skulle mindes til evig tid.