Scenen er Danmark om tredive-fyrre år. Europa har udviklet sig i en meget uheldig retning, det er blevet en centralstyret, fascistisk totalstat.
Nogle mennesker tænker for meget og indordner sig kun nødigt - og kun på overfladen.
Der er stadig nogle få fristeder, blandt andet Norge, men man kan ikke sådan bare rejse, hvorhen man vil. Edvard samler på gamle glas - og det er lidt betænkeligt, for staten bryder sig ikke om, at der findes anden erindring om tidligere tider end den, staten til enhver tid godkender. Samlere og huskere er ikke af det gode.
Det er af og til nødvendigt med en hurtig indlæggelse til det hvide snit ...
Overvågningssamfundet, som vi kender alt for godt allerede, og samfundets (læs: Regeringens) snagen i alt, hvad vi foretager os, beskrives letgenkendeligt og med ubehageligt nærvær.
