Gjentagelsen

Gjentagelsen er vel nok Kierkegaards fineste, mest helstøbte værk. I den lille roman, der udkom i 1843, argumenterer bedsteborgeren Constantin Constantius for vanens, sædvanens og gjentagelsens velsignelse. Det gør han på baggrund af kendskab til et ungt menneske, som han har været rådgiver for - et ungt menneske der har lidt af kærlighedskvaler. Gjentagelsen rummer desuden Kierkegaards version af forlovelseshistorien med Regine Olsen. I sit efterord fremhæver biskop Jan Lindhardt Kierkegaards kristne ærinde - i klar opposition til tidens læsning. Med noter af Knud Bjarne Gjesing.