Gartneren og herskabet

En mils vej fra hovedstaden stod en gammel herregård med tykke mure, tårne og takkede gavle.

Her boede, men dog kun i sommertiden, et rigt, højadeligt herskab; denne gård var den bedste og smukkeste af alle de gårde, det ejede; den stod som nystøbt udenpå, og med hygge og bekvemmelighed indeni. Slægtens våben var hugget i sten over porten, dejlige roser slyngede sig om våben og karnap, et helt græstæppe bredte sig ud foran gården; der var rødtjørn og hvidtjørn, der var sjældne blomster, selv uden for drivhuset.

Herskabet havde også en dygtig gartner; det var en lyst at se blomsterhaven, frugt- og køkkenhaven. Op til denne var endnu en rest af gårdens oprindelige gamle have: nogle buksbomhække, beklippet så at de dannede kroner og pyramider. Bag disse stod to mægtige gamle træer; de var altid næsten bladløse, og man kunne let falde på at tro, at en stormvind eller en skypumpe havde strøet dem over med store klumper gødning, men hver klump var en fuglerede.