Gæstehuset

ROMAN om hustruvold, godhed, næstekærlighed, hævn – og drab!

– Så du tror, du kan gemme dig for mig, hviskede han hæst.
Hvad skulle hun svare? Øjnene kunne ikke blinke, ville ikke, hun havde mistet kontrollen over sin krop. Hun trak heller ikke vejret, men åndede lige så forsigtigt og ubemærket. Hun forsøgte at ryste på hovedet, men der skete ikke noget, kroppen modtog ikke hendes kommandoer.
– Se på mig, stønnede han.
Men hun ville ikke, kunne ikke, og ganske langsomt drejede hun hovedet mod venstre skulder, så en del af ansigtet blev trykket ned i puden. Hans stærke fingre tog hårdt fat om hendes mund, tvang hendes ansigt tilbage.
– Se så på mig! brølede han.
Hun klemte øjnene stramt sammen, mærkede hans spyt på panden og den ene kind. Tøvende åbnede hun øjnene, så direkte op i hans forvredne ansigt med de sorte, kolde øjne, der lyste af had. Med sekunders mellemrum skiftede blikket udtryk, snart var det frygt, så desperation, men så igen kulde og tomhed. Munden var sammenbidt, fik kæbemusklerne til at træde tydeligt frem, ligesom pulsårerne på halsen, der lignede blå slanger, som gjorde sig klar til at hugge ud efter hende.