Himlen ovenover var vid og klar, og de himmelstræbende træer stod med tilpas mellemrum til, at kriminalinspektør Parker kunne se, hvad der lå bag dem. Og dog blev han næsten øjeblikkeligt grebet af en følelse af, at han måske aldrig slap derfra igen.
Uanset at han med fornuften vidste, at han bare kunne gøre omkring, dykke under nettet, gå ud ad lågen, stige ind i sin bil og køre så langt væk fra gården, som han havde benzin til, kunne han ikke slippe følelsen. Og den forstærkedes, da han så en skikkelse komme ud af skuret.
´Roland Barnes?´ sagde han.
