Frihedsrettigheder tur-retur?

Efter terrorangrebene i USA, Madrid og London krævede befolkningerne - i frygt og vrede - hurtig handling i form af afstraffelse og beskyttelse. Og lovgiverne reagerede hurtigt. Så hurtigt at man undertiden negligerede normale procedurer. Også lovenes indhold afveg stærkt fra normale, retsstatslige principper - bl.a. den grundregel at ingen straffes før en domstol har fået beviser for hans skyld. I denne bog beskrives opkomsten af de nye love. Den peger på, at lovenes eksistens i sig selv kan skabe frygt for at deltage i almindelige demokratiske udfoldelser - med andre ord: være en hæmsko for det demokrati de angivelig er sat i verden for at beskytte. Mange slår sig sikkert til tåls med, at der indføres domstolskontrol med nogle af de nye politimetoder.

Men bør man i virkeligheden stille sig tvivlende over for effektiviteten af denne kontrol? Er det overhovedet nødvendigt eller fornuftigt at påbyde registrering af alle data vedrørende telefonsamtaler, e-mails og webadgange - herunder data om hvem man har talt med, hvilke hjemmesider man besøger, hvem man sender e-mails til osv.? Er det virkelig i overensstemmelse med retsstatsidéen, at politiet kan forlange ethvert dokument udleveret fra biblioteker, sygehuse, socialforvaltninger med mere? Gør det noget, at vi overvåges og registreres - vi kan jo bare overholde lovgivningen? Er domstolskontrol ikke under alle omstændigheder tilstrækkeligt? Eller kan den måske oven i købet undværes? F.eks. hvis det blot drejer sig om politiets ønske om at vide, hvilke bøger du har lånt på biblioteket? Bør en person, der er tiltalt i en terrorsag, nødvendigvis have kendskab til alt, som bruges som bevis mod ham? Kan det ikke skade vores forhold til fremmede magter?