Freuchen - den store Peter

"I og for sig er der ingen, der holder av at se sit eget skelet," skrev Peter Freuchen, mens han under store smerter lå og så på, hvordan hans fod gik i forrådnelse, og kødet faldt af tæerne. Det var efter, at han havde overlevet en snestorm uden forsyninger og indefrosset i isen og, da det stilnede af, havde hugget sig gennem isvæggen med en mejsel formet af hans egen afføring.

Men var det rigtigt, eller var det en af de skrøner, han altid blev beskyldt for at finde på? Var han lystløgner, eller beskrev han verden, som han så den? Stor, forunderlig, farverig?

Sammen med Knud Rasmussen havde han grundlagt handelsstationen i Thule, rejst på ekspeditioner i det koldeste Nordgrønland, eftersøgt Mikkelsen og Iversen ovre på østkysten, indsamlet etnografika, tegnet kort, passet forretningen og handlet med skind og fornødenheder. Han var altid den sejeste, altid den stærkeste. Dygtig og dumdristig – som da han endte med koldbrand i foden og fik træben – fordi han fik sine kammerater sikkert i lejr og alene vendte tilbage efter oppakningen.

Benstumpen afsluttede hans karriere som polarfarer, og han forlod Grønland med sine børn ved hånden og med sin elskede Navarana begravet i Upernivik. Men pengene skulle tjenes, og med sin nye kone installeret på den lille ø Enehøje i Nakskov Fjord rejste han land og rige rundt og blev elsket for sine historier, sin ildhu og sit forfatterskab.

Det er ham, denne bog handler om – Petersuaq – Store Peter.