Forholdet mellem frelse og fortabelse dukker ofte op i den kirkelige og teologiske debat. Det er en væsentlig teologisk problemstilling, som griber ind i alt vedrørende den kristne tro: Gudsbillede, menneskesyn, skabelsestro, forståelse af Jesu forkyndelse og menighedens forkyndelse af Jesus som frelser og forsoner, synet på kirke og menighed, etik, bibelsyn og tolkning af en lang række bibelske tekster.
Frelse og fortabelse har gennem kirkens historie været et dybt personligt anliggende for mange. Det er det stadigvæk: Er jeg et frelst eller et fortabt menneske? Hvad sker der, når jeg dør? Hvad med mit udøbte barn eller med en af mine kære, der åbenlyst har taget afstand fra den kristne tro?
Der argumenteres i denne bog for, at Jesu Kristi forsonergerning omfatter hele menneskeheden, og at Gud vil genoprette hele det skabte og brudte skaberværk. Det fastholdes, at Guds kærlighed og magt, som er ét og det samme, hverken kan eller vil lade noget menneske gået fortabt i evig pine.
Bogen er et dybtborende opgør med troen på og forkyndelsen af „den dobbelte udgang“, der ses som ophævelse af troen på den kærlige Gud og skaber og Jesus som frelser og forsoner. Forkyndelsen af, at Gud sender nogle af sine skabte og elskede menneskebørn i tidsubegrænset smerte, gør enhver tale om tro, håb og kærlighed meningsløs.
