Fra vinter til vår

”Fra vinter til vår” er Tysklands Bundespräsident Joachim Gaucks erindringer fra barndommen i en lille østtysk by ved Østersøen til han i 2010 bliver valgt til det nu genforenede Tysklands højeste embede.
En sommerdag hentes hans far af østtysk politi og forsvinder fra familien i flere år. Faderens grundløse internering i Sibirien påvirker drengen Joachim dybt, og han vokser op med en stærk følelse af skepsis over for den kommunistiske doktrin, som behersker hans tilværelse liv på alle måder. Han gør ikke åbenlyst oprør, men han forsøger at forblive en fri sjæl. Bl.a. bliver han aldrig medlem af ungdomsorganisationen FDJ (Freie Deutsche Jugend), som ellers er adgangskortet til enhver form for fremtid i kommuniststaten, og han uddanner sig til præst, fordi det kirkelige miljø er det eneste sted i diktaturet, som hylder andre principper end statens, og fordi kristendommen giver rum til en anden livsopfattelse end kommunismen. Igennem kirken holder han også en vis kontakt til Vesten, og det gør ham naturligvis mistænkelig i statens øjne.
I 1980’erne lykkes det tre af hans fire voksne børn at få udrejsetilladelse, og de emigrerer alle til Vesttyskland. Gauck selv bliver, og han kommer i løbet af bogen ofte ind på sine bevæggrunde. Nogen må blive, mener han, for at kæmpe for landet og borgerne dér, hvor de er. På den måde er der dyb overensstemmelse mellem Gaucks indre principper og ydre handling.
I slutningen af 1980’erne bliver Gauck i højere og højere grad involveret i den frihedsbevægelse nedefra, som netop bruger kirken som samlingspunkt. Det ender med, at han vælges ind i det første forenede tyske parlament for et ganske lille græsrodsparti, Bündnis 90. Men den helt afgørende begivenhed for hans debut på den store tyske scene er uden tvivl det, at han vælges til at forestå det smertefulde, vanskelige og penible arbejde med at åbne, gennemgå og offentliggøre arkiverne hos det østtyske sikkerhedspoliti Stasi. Han høster stor respekt for sin håndtering af opgaven og får stigende betydning i offentligheden som en slags inkarnation af det spæde genforenede Tysklands moralske opgør med fortiden. En betydning, der kulminerer, da han med overvældende flertal vælges til Bundespräsident i 2010.