Fra massiv omsorgssvigt i Nordgrønland til bondekone i Vendsyssel

Bogen har jeg skrevet, da jeg gik ned psykisk og mistede alt. Mit plejebarns traumatisk liv, udløst sådan en nedtur, at jeg blev syg i mit sind. Min egen barndom og ungdoms traumer, som var godt glemt og gemt godt, begyndt at følge mig i mine drømme. Nogle gang kom de som flash back, ud af det blå luft. Jeg fik depression og til tider mani. Jeg kunne vælge at død, af sorgen over vores skæbne. Jeg prøvede at begå selvmord og døde og vendt tilbage til livet. Da jeg have fået overblik over min økonomisk situation, have jeg set skriften på væggen, valgt jeg at søge ud mod naturen. Her ude ved kanten af samfund, begynder min selv helbredelse, ved at bo i mit telt med mine hunde og cykler i den danske landskab. Jeg tog mig af min ødelagte sind og tog fat på mine dårligdom, en efter en. Jeg er evig taknemlig over at jeg selv gik igang. Ingen tvivl om jeg har sen følge af mit barske liv. Jeg er på vej mod helbredelse, uden hjælp fra de etableret system. Da jeg prøvede at få hjælp, gik det virkelig galt. Min sind kom i spaltning, at jeg stoppede med psykolog, fordi jeg følte at hun tog notater af mit liv og vi kunne jo blive ved til min død. Herude har jeg fundet roen i mig selv igen. Stadig kan der komme skygge sider over mig. Jeg er ret bevist over, hvad der udløser disse anfald og undgå bestemte mennesker og fulde folk. Jeg håber da, at jeg en dag kan færdes blandt mange mennesker igen. I det jeg også er blive lidt menneskesky. Jeg er på vej op og nyder at jeg kan glædes over små ting i mit indskrænket hverdag. Jeg hviler i mig selv, uden at skal stresse over, de udbetalte regninger og min forhenværende egns, øjne hvilende på mig og mine hunde. Jeg svigtede selv og blev svigtet. En dag vågnede jeg op og var bare så træt af mit elendighed, at jeg sagde nok var nok. Jeg vist at jeg ville kæmpe en kamp med mine egoer, som har være ødelæggende alt for længe. Jeg trives i min spartanske liv, selv sulten af og til, gøre mig ikke noget. Bare mine hjælpere og følgesvende få deres dagligt mad. Der er så meget andet her i livet end at eje mursten og masse døde ting, vi putter inde i dem. Vores indre følelses liv og godheden til vores medmennesker. Kan ikke måles med, hvad for en job man har og hvor meget man tjener om året. Den spirituelle liv, som mange har mistet, har jeg genfundet her ude ved kanten af samfundet. Dette er en gave til mit såret sind. Og en dag skal jeg også vende tilbage til samfundet. Bare ikke lige nu.