Under en julegudstjeneste sidder barnet mellem sine forældre i den hjemlige kirke med de kendte julesalmer i ørerne, omgivet af lugten af tøj og vokslys og bliver overfaldet af trætheden. Ligesom nogle sygdomme kaldes ondartede er denne træthed en grim lidelse som forvringer omgivelserne. Salmesangen bliver uigenkendelig og prædikenen forvandles til et fremmed ritual. Den overvældende træthed afføder en skyldfølelse i barnet over at svigte fællesskabet, en pludselig skamfølelse over trætheden. Og siden hen i studietiden trætheden over professorer og docenter som mangler sjæl, som om de er udstoppet med savsmuld. Og på det lejede værelse i byens udkant, alenetrætheden. Og så den træthed der kunne følge af samværet med en kvinde, parforholdstrætheden, den var nærmest skræmmende. Den ramte ikke bare manden, men også kvinden, som et omslag i vejret.
I sit uregerlige sprog springer Handke ind og ud af en svimlende strøm af erindringer, i et forsøg på at belyse hvordan trætte øjne skærper det sanselige nærvær og åbner en verden for den skrivendes blik.
Forsøg over trætheden (1989) er Peter Handkes første livtag med sit åbne, essayistiske skriftlaboratorium. I sin legende, slentrende form forsøger forfatteren at indkredse sit problem, der ligesom i de senere forsøg har at gøre med skrifthandlingen selv – og med forholdet mellem den enkelte og sprogets sociale verden.
Peter Handke, f. 1942, østrigsk forfatter. Med sin righoldige produktion som fortæller, lyriker, dramatiker, essayist og oversætter er Peter Handke en af de tysksprogede landes mest markante men også mest omdiskuterede forfattere.
