Forhandlinger af en afsoners væsen

Med afsæt i en poststrukturalistisk inspireret analysestrategi studerer denne artikel et empirisk eksempel fra et feltarbejde i den danske Kriminalforsorg, hvor en afsoner under udslusning er indkaldt til disciplinærsamtale på ledelsens kontor. Samtalen finder sted som følge af gentagne konflikter med personalet, og analysen fokuserer på de tilstedeværendes forhandlinger af, hvem afsoneren er – og hvad problemet er – som magtfulde kategoriseringer snarere end deskriptive konstateringer. I analysen granskes det, hvilke problemforståelser der er i spil, samt hvordan der i samtalens løb etableres en dominerende forståelse af, at afsoneren ikke er et problem, men at han har et
problem. Et problem, som blandt andet skyldes, at den pædagogiske praksis ikke har formået at være positiv, rummelig og anerkendende nok. Via disciplinærsamtalen er det således ikke blot afsoneren, der vises til rette, men også den pædagogiske tilgang. Udover at give indblik i pædagogiske rationaler i et hjørne af Kriminalforsorgen, som de færreste er bekendte med, bidrager artiklen hermed også med et nærstudie af, hvordan tidstypiske pædagogiske rationaler om positivitet, rummelighed og anerkendelse kan træde frem med insisterende tydelighed, når de møder modstand.