For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges

En stærkt underholdende roman om elektrikeren Krister Larsen, hans forhold til sin kone og deres elleveårige søn. Om faglig stolthed ved fysisk arbejde, prolapser i ryggen og hans nye arbejde som stillesiddende lærervikar.

Det er en roman om at vide bedre, men aldrig få ret. Om at gennemskue systemet, men aldrig få overtaget. Om kærlighed, aggressionsstyring og sort arbejde.

Det er både morsomt og dystert at lytte til Kristers enetale med grove satiriske udfald mod dumheden i bureaukratiet i sundhedsvæsenet og andre offentlige tjenester. Hans kolleger på kursuscenteret, sønnens skole og sagsbehandleren får så hatten passer. Og som læser aner man, at der er et gran af sandhed i Kristers sorthumoristiske gennemhejling.

Det er en roman om en mand, måske oven i købet om mænd, der befinder sig i en livsposition hvor den kendte verden truer med at kollapse og blive uforudsigelig.

Men Krister Larsen er ikke bare elektriker, han er også en læser. Antikkens historie, for eksempel, interesserer ham. Han følger med i verden. Folk omkring ham lever i tråd med vor tids uendelige lethed og er ligeglade med det meste. Krister har derimod - ifølge ham selv - evnen til at se bag facaden, og han er i stand til sylespidst og humoristisk at begrunde og formulere sin udlægning af begivenhederne.

Krister er en aggressiv mand af folket, som elsker sin kone Marianne og sønnen Andreas. Han beundrer Marianne, er dybt afhængig af hende og bevidst om, at hun er det bedste, der er sket ham. Men hans handlinger fører ham hele tiden længere og længere væk fra hende, for han er mildest talt ikke god til at håndtere konflikter eller styre sit temperament, og det bringer ham – fuld af gode undskyldninger – ud i den ene katastrofale situation efter den anden, indtil det punkt er nået, hvorfra der ingen vej er tilbage.  Og som læser kan man ikke andet end at følge med Krister Larsen til den bitre ende.