Flyvende Hestemanker

Trediverne var i almindelighed ikke så godt et årti for poesien i Danmark som tyverne eller fyrrerne, men netop da fornyede Bodil Bech sammen med Gustaf Munch-Petersen og Jens August Schade den danske lyrik med deres rimløse digte. Bodil Bech skriver især om den ugengældte kærlighed, men i "Flyvende hestemanker", der udkom i 1940, kaster verdenskrigen sorte skygger ind over hendes indre landskaber.
"Følelserne vælder af det indre og har ikke altid ydre foranledning, hvilket fremgår af udtrykket „genstandsløs Forelskelse“, der optræder i samlingen Flyvende Hestemanker (1940). Ligesom hos surrealisterne viser flere af digtene opmærksomhed på afstanden i det offentlige rum mellem menneskers stivnede ydre og de heftige bevægelser, der foregår i det indre. Opmærksomheden udmønter sig ikke i en egentlig kritik, men snarere i en formodning om et dybere fællesskab mellem mennesker på et følelsesmæssigt grundlag."
(Dansk Litteraturs Historie)