Marianne Horsdal har som professor ved SDU i mere end 30 år forsket i livsfortællinger. Nu har hun skrevet sin egen.
Hendes fortællinger, der er en let fiktionalisering af hendes eget familie- og ungdomsliv, er en fascinerende-broget historie om et liv, der næsten er for kulørt til at være sandt.
Stedet er trekanten mellem, Kerteminde, Staures hoved og Fyns hoved. Hun voksede op som datter af en herregårdsskytte og ”Filla” og var selv ung studerende, dengang ”senkapitalismen” buldrede derudaf med voldsomme forandringer. Dem oplevede hun en del af, men en meget stor del af fortællingernes dramatik fortælles gennem ”Gogo”, broren, der levede hele sit korte liv på kanten og endte med at falde ud over den.
Ved siden af de unge, Marianne og Gogo, tegner bogen ikke mindst et portræt af herregårdsskytten, hendes far, en dybt anakronistisk (og derfor morsom) gammel Hug-af. Udover de mange familietrakasserier giver Marianne Horsdal et glimrende indblik i de regler, der var gældende i de feudale hierarkier. Men de smukke landskaber, og ”Danmarks bedste jagt ” i Hjerringe indrammer bogen.
Det er følsomt at famle i fortiden for at finde det sted, hvortil man er bundet og knyttet, siger Marianne Horsdal. Hendes barndom og ungdom var gennemstrømmet af en feudal romantisk, som for længst er borte med blæsten. Som en Scarlet O’Hara af Hindsholm – uden land.
”Sproget er så sanseligt og rigt, at man kan gro blomster i det, sprogblomster. Feudale fortællinger er lige så smukke som deres titel.” skriver Knud Romer, der både har læst og inspireret forfatteren.
