Fagbossens fald

Willy Strubes selvmord den 19. oktober 2001 var den ulykkelige udgang på afsløringen af Strubes millionsvindel med SiD´s midler. Forhistorien var Strubes eksklusion fra inderkredsen i landets mægtigste fagforening efter nederlaget ved kampvalget om formandsposten i 1995. Willy Strube tabte, overraskende og stort, og nederlaget var orkestreret af den afgående formand, Hardy Hansen, som Strube ellers betragtede som allieret.

Willy Strubes biografi startede blindt i 1943. Willys mor og far var Tysklandarbejdere og måtte efterlade deres nyfødte i det sønderbombede Hamborg og blev først genforenet efter krigens afslutning. Willy overkom sin omtumlede ankomst til verden, blev frisøruddannet, fandt hurtigt sit livs bane i SiD, hvor han gennem 1970´erne og 1980´erne demonstrerede handlekraft og sikker sans for forhandlingstaktik og efterhånden blev en mand, man lyttede til, hvis ikke frygtede: Strube blev berygtet for sin brutalitet, sit flammende temperament og en ubønhørlige vilje til magt.

Det var en mægtig mand, som styrtede mod afgrunden efter SiD´s kongres i 1995.

Willy Strubes skæbne væver sig også uløseligt sammen med Danmarkshistorien. Hans personlige tragedie udspillede sig med valgkampen i 2001 som bagtæppe. Et valg, Anders Fogh bl.a. formulerede som et opgør med kammerateri og pamperi i arbejderbevægelsen, hvad Strube-skandalen til fulde illustrerede nødvendigheden af. Strubes fald blev tæppefald for fagbevægelsen.