Færgen lægger fra borde som en fortælling om livet i en moderne verden, der tager sig ud som et teknologisk helvede. Færgen bliver en metafor for hybris og sølvskinnende umenneskelighed. Et synkefrit uhyre af teknologi, hvor mandskabet befinder sig i Asien og digitalt styrer passagererne frem imod Gud ved hvilken katastrofe? Skibet hedder ikke for ingenting Atlantvolden, navnet på Hitlers indbildt uindtagelige befæstning af den nordeuropæiske kyst. Et skib altså viet til død og selvdestruktion… Jeg-fortælleren har løst billet for ikke mindre end tre år, hører vi og frygter det værste. Men så længe bliver han ikke om bord. Han afmønstrer i tide – eller måske skulle vi sige i tiden. Måske i en science-ficiton-agtig reprise af tidligere årtiers oplevelser? Måske bare i en mental flugt gennem erindringen? Læserens rejse med Færgen bliver således ikke en fuldtonet, deprimeret og hermetisk lukket undergangsfortælling. Den bliver en energisk og livsbekræftende rømning tilbage til ungdommens intense og spraglede oplevelse af verden - et trip på rockmusik, kærlighed, en passende mængde alkohol og ikke at forglemme: fortidens heftigt indtagede smøger. Vi besøger i selskab med jeg-fortælleren hans ungdoms by, Århus, med alskens typer, der hænger ud på trendy caféer og usmarte natværtshuse. Vi bliver også inviteret på rejse ned gennem Europa: Grækenland, Tyrkiet. Filosoffer i rygsækken og piger i sommerkjoler. Blåt vand og sand i sandalerne. Thomas Rømer debuterer med Færgen som skønlitterær forfatter. Vel vil han stadig sige noget om verden, som den er og var, men først og fremmest vil han arbejde med sprog og erindring på en anden måde end i sine faglitterære værker.
