Fællesskabende praksisser

Fællesskabende praksisser forsøger at besvare nogle helt centrale spørgsmål, når det kommer til fællesskab. For hvor mange interventioner har fokus på problemer hos det enkelte menneske og ofte er meget individualiserede, hvad sker der så, når indsatsen er en invitation til et fællesskab? Hvordan kan den aktuelle trivselskrise imødegås gennem brobygning og fællesskabende praksisser?
Fællesskabende praksisser tager udgangspunkt i at forstå 'hjælp' som en del af et kollektivt arbejde med at udvikle og forandre lokale deltagelsesmuligheder, hvorved den enkelte samtidig udvikler personlige livsmuligheder. Der argumenteres for, at vi kan imødegå en omsorgskrise i velfærdsstaten gennem øget opmærksomhed på, hvordan fællesskabende praksisser skabes og udvikles på tværs af lokale fællesskaber, institutioner og policy i velfærdsstaten.
Med dens begreb om fællesskabelse kombineres en politisk og administrativ velfærdsstatslig tilgang med et fokus på, hvordan fællesskaber skabes både nedefra og sammen af børgere, frivillige og andre aktører. Bogen taler således for at fremme 'vilde' og demokratiske former for samskabelse, der kan skabe fælles handlemuligheder gennem øget demokratisk deltagelse.