En mands krop

Hvem skriver om mandens krop i vores tid? Er det ikke
næsten det mest klichéfyldte, man kan kaste sig over? Sådan
tænkte vi et øjeblik, da vi hørte om Olivier Haralambon –
tidligere professionel cykelrytter og filosof – og hans nyeste
bog, En mands krop.

Men kun et øjeblik. For bogen viser sig at tale til et ømt punkt
i en tid, hvor debatten om maskulinitet og den mandlige krop
hurtigt affejes som nostalgisk eller som dyrkelse af forældede
idealer. Det, der kan lyde som en kliché, viser sig at være det
af en grund. Fordi erfaringen er udbredt. Fordi tavsheden
omkring den er massiv. Og fordi langt de fleste mænd vil
kunne spejle sig i den.

En efterårsmorgen styrter Haralambon under en træningstur
med den 20 år yngre franske mester, Romain Bardet. Ulykken
er alvorlig; han tilbringer flere uger sengeliggende i en krop,
der pludselig ikke længere er i stand til det samme som før.
Snart indser han, at der er tale om en en ny fase i livet. Han
styrtede som ung – men rejser sig som gammel, i en krop, der
føles fremmed.

En mands krop er derfor ikke en nostalgisk hyldest til styrke,
men en undersøgelse af tab. Og af muligheden for
forvandling.