En flaske vitriol

Under bombardementerne under anden verdenskrig stimler hele byens befolkning sammen i et beskyttelsesrum. I løbet af den lange farlige nat fortæller folk historier, som de nok ville have holdt for sig selv, hvis ikke de vidste, at en bombe når som helst kunne falde ned på beskyttelsesrummet og sprænge alle tilhørerne til atomer.

Museumsdirektøren tager nu ordet og fortæller om et berygtet tiggerpar, der huserede på egnen i midten af 1800-tallet. Selv har han gudskelov aldrig mødt dem, men han husker fra sin barndom, at når der skulle fortælles uhyggelige historier, handlede de ofte om dem. Frits og Hilda, som de hed, var lurvede, uvaskede, ondskabsfulde og sjofle, og som årene gik, blev de kun værre. Det mærkelige var, at de kom fra ganske almindelige og ordentlige familier. Hvad var der gået galt, siden de endte som egnens skrækkeligste og mest frygtede tiggerpar?



Willy-August Linnemann (1914-1985) var dansk forfatter. Som sydslesviger skrev Willy-August Linnemann, der debuterede i 1939, om det sønderjyske grænseland som erfaringsrum og som politisk spørgsmål. I disse spørgsmål bevægede Linnemanns fortællinger og romaner sig tematisk i spændingsfeltet mellem det lokale og det fælleseuropæiske, som fik en stor plads i hans forfatterskab. I sit senværk kritiserede han velfærdssamfundets og industrialiseringens konsekvenser for individet.

Willy-August Linnemann modtog De Gyldne Laurbær i 1959 for "Døden må have en årsag".