Elverloven

Efter et par minutter standser Quildiin brat ved stanken af forrådnelse. Forude kan han se, at hytterne i træerne er brændt af, sammen med de broer, der forbandt dem. Der stikker pile ud af træerne. Der er spor af kamp, både i træerne og på jorden, hvor det visne græs er trampet ned i mudderet, og underskoven er blandet med blod. I de formuldende blade ligger halvt fordærvede kroppe af elvere i alle aldre. Nogle med pile i sig og andre blot sønderslåede mod jorden. Et stykke derfra ligger flere døde. Det ser ud som om, de er blevet slæbt væk af ulve, som dog kun har snuppet et hastigt måltid, inden de er blevet forstyrret.
Der er intet af værdi nogen steder, hverken guld eller mad. Angriberne har taget hele vinterforrådet, men der er intet spor af, hvem der står bag angrebet, bortset fra at det har været en stor gruppe og de har brugt forhåndenværende våben. Han takker stille guderne for, at der ikke er nogen, han kendte blandt de døde.
Han sender en besked tilbage til Mirabella: "Der er ingen i live her. Det har der ikke været et stykke tid. Jeg bliver nødt til at brænde ligene af."
Situationen tilspidses i Izikana. Kongens død har ikke skabt de bedre tider, elverne håbede på. Tværtimod ser det ud som om vinteren har vendt situationen til det værre.
Quildiin vakler mellem at leve sit eget liv eller at tage det ansvar, der bliver pålagt ham og det er han ikke ene om.
Echo ender i samme overvejelser, men hvem pålægger ham det ansvar og kan han løfte det?