I Nobelprismodtageren fra 2004, østrigske Elfriede Jelineks roman ELSKERINDERNE (ty. Die Liebhaberinnen) fra 1975 bliver Brigitte og Paula hver især sønderrevet i deres forsøg på at eksistere i patriarkalsk og kapitalistisk dominerede omgivelser.
Hovedpersonerne og deres livsbaner er i sig selv uvigtige, de tjener blot som sørgelige brikker i et allerede fastlagt puslespil. Hvor ingen vinder – da slet ikke kærligheden.
Bogens titel lufter løfter om en kærlighedsfortælling, men det står hurtigt klart, at det er med omvendt fortegn. Vi bliver nemlig vidner til en iskold dissekering af romantisk triviallitteratur, som vi alle kender til hudløshed. Og det er denne fælles programmering, som der bliver rusket ved i fortællingen. I stedet for skæbnebestemte kærlighedsmøder tegner der sig en markedslogik, hvor kvinderne er en vare, der helst skal sælges til højestbydende for derigennem at kunne tilrane sig den eftertragtede skæbne.
De to kvindelige hovedpersoner navigerer på forskellig vis på ægteskabsmarkedet, der er drevet af økonomisk afhængighed og seksuel undertrykkelse. Ingen undslipper det naturlige kredsløb, som udfolder sig ude på landet og midt i naturkræfterne, som man jo efter sigende ikke kan stille noget op over for – eller kan man?
