EKSIL

I efteråret 2017 tog Screaming Books initiativ til at lave en dansk/arabisk antologi hvor nye arabiske forfattere, der har måttet forlade deres hjemlande, sætter ord på den tilstand af eksil, de befinder sig i. Forfatterne, ti mænd og ti kvinder, hvoraf størstedelen er fra Syrien, opholder sig nu altovervejende i Europa. Nogle af forfatterne har før været udgivet på dansk i antologien En Ny Dags Klarhed – Unge Arabiske Stemmer (Forlaget Per Kofod 2012), og som i den udgivelse har vi også her benyttet den syriske forfatter Khaled Khalifa til udvælgelsen af teksterne.
Da teksterne lå klar, havde jeg først en idé om, at de skulle inddeles i et før og et efter, at teksterne om hjemlandet og krigen skulle komme først, efterfulgt af de tekster, der detaljeret beskriver den farefulde færd over Middelhavet, hvorefter jeg ville afslutte bogen med de tekster, der handler om livet i Europa. Det blev imidlertid klart for mig, at en sådan opdeling ikke ville yde teksterne retfærdighed. En både kronologisk og rumlig skelnen mellem et før og et efter, et her og et der ender med at reducere teksterne i et velmenende forsøg på det modsatte. Mustafa Haid refererer til monstret Cookie i børneprogrammet Sesame Street i bogens titelhistorie, hvor et barn erkender, at der altid bliver til her, når man er i det.
“Flygtningecentrene, særligt det på Samsø, åbnede på ny de lukkede rum” skriver Lilas Hatahet og opsummerer på en måde præmissen for hele bogen: den kan både læses som en række vidnesbyrd fra et øjeblik i historien og som mere overordnede refleksioner over, hvad det vil sige at opholde sig i et ingenmandsland, et rum, hvor både her og der udviskes. Mustafa Al Jaradi, Hazem Saimouah og Naguib Mazloum giver detaljerede beskrivelser af flugten over Middelhavet mod fjerne, sikre kyster, mens Rahim Hesawi, Rima Bali og Odai Al Zoubi skildrer mødet med de europæiske asylsystemer. Forholdet mellem Aleppo og Ålborg belyses i Nader Alkasems minimale poesi, mens Zaher Omareen, der tidligere er udgivet på dansk under pseudonymet Aram Tahhan, åbner bogen med et tilbageblik på barndomsbyen Hama i Syrien, den by, hvor Assad regimet i 1982 slog hårdhændet ned og massakrerede tusindvis af oprørere. Historien om hvordan knogler bliver gravet op af børnene i hemmelighed på de øde tomter, der før var boligkvarterer, fortæller hvordan byen, og hele Syrien, hviler på en fælles undertrykt tavshed, der udfordres af barndommens leg og riter. Historien rummer kimen til en forståelse af det syriske voldsapparat, der i generationer har holdt befolkningen fast i et jerngreb og siden 2011 har tvunget millioner på flugt. I Ahmad Bashas Tilbage til Aleppo sidder en gruppe mænd og fortæller historier fra det Aleppo, der gradvist opløses i krig, indtil gruppen også selv opløses og skilles ved en korsvej i Makedonien, hvor hver mand går mod hver sin destination med hver sin historie.
Der er ingen slutning, kun en åbning, en vej gennem ukendt terræn, hvor historien både skrives og forstås i et kort øjeblik. Denne bog holder fast i det øjeblik med historier fra de nærområder sproget skaber, afgrænsede og alligevel grænseløse rum, hvor vi for en stund kan stoppe op og høre efter og dermed komme nærmere hinanden.
Anders Hastrup