Ejendomsformidlingsloven

Ejendomsformidling var uden nogen lovregulering gennem mange år, og der krævedes ikke nogen uddannelse eller krav til hvervets udøvelse. 1912 etableredes Dansk Ejendomsmæglerforening. Erhvervet var ureguleret, bortset fra branchenormer. Ved lov nr. 218 af 8. juni 1966 om ejendomsmæglere fastsattes nogle få regler om, at alene formidlere, der blev beskikket af handelsministeren (efter formidleren enten havde aflagt en prøve eller havde en formodet kyndighed gennem erfaring), kunne betegne sig ejendomsmæglere. En sådan formidler fik fra den 1. januar 1967 retten til at betegne sig statsautoriseret Ejendomsmægler. Ved lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom fastlagdes en gennemgribende regulering af erhvervsudøvelsen. Reguleringen var præget af forbrugerbeskyttelseshensyn, og alle der beskæftigede sig med ejendomsformidling for forbrugere, skulle leve op til lovens relativ detaljerede krav.