Der var en tid, før stormene bar navn, og før mænd kendte vægten af deres egen skæbne.
I den tid blev Eirik Grimursson født, søn af en fredløs, arving til en uret, og bærer af en byrde, der ikke kunne kastes fra sig.
Hans faders fald lå som en skygge over hans første skridt, og hans slægts ære som en sten i hans hånd.
Fra de kolde kyster ved Ulfangardir til Danernes blodige marker lærte han, at ære ikke gives, men bæres; at sandhed er tungere end guld, at en mand ikke knæler for storm eller skam. Men varslerne fulgte ham, som ravne følger en såret kriger. Ved Edhins straumr talte vølven om hævnens vej, om blodets krav, og om den stærkeste sjæl, der skulle prøves. Eirik drog ud i verden, og verden slog igen. Han tjente konger, mistede brødre, og stod i haller hvor mænds ord var skarpere end deres sværd. Han så storme rejse sig fra intet, og havet åbne sit gab for de døde.
Og da hans eget skib knustes mod Katnæsskjærene, og kulden greb hans hjerte, var det slægtens stemmer, der kaldte ham tilbage fra vinterens vilje.
Da han atter stod i hallens varme, svor han en ed: At bygge det, hans slægt havde krav på. At rejse en borg, en gård, et værn mod mørke og mænd.
At skabe Ulfanvellir, stedet hvor hans æt skulle vokse, og hvor varslet en dag ville finde sin fuldbyrdelse.
Dette er hans saga. Eirik Grimurssons færd gennem storm, strid og skæbne. En mand, der rejser sig, hver gang verden vil knuse ham.
