Egentlighedens jargon

Egentlighedens jargon (1964) betegner den eksistentielle snakkesalighed, der går tilbage til Martin Heideggers Væren og tid (1927) og derfra spredte sig til psykologi, pædagogik, æstetik, teologi m.v. Både som en art selvlegitimerende og ”dyb” metafysik og som en ideologisk kværn, der gør tanken blind for realiteternes verden. Den, der pynter sig med ord, bliver snarere enfoldig end opbyggelig, snarere part i tidens kritikløshed og medløberi end engageret og handlende, og det er det fatale ved al den tale om ”egentlighed”. Sorteper er det ”man”, der lever ”uegentligt” ved ikke at have forstået sin ”tilstedeværen” som ”kastethed” og ”væren hen imod døden”. I dag hjemsøger egentlighedens jargon – i fortyndet, trivialiseret form – meget af den eksistenspsykologi og managementteori, der til det ulidelige puster sig op med positiviteter, udfordringer og hurraord.Theodor W. Adorno (1903-69) gik til kilden (Heidegger) og nogle af dens forgreninger (Jaspers, Bollnow) for at vise, hvor forurenet og forplumret dette tankens vand ud af ørerne var og er. Det er kritisk teori, når den er bedst og polemisk-intellektuelt bider fra sig.Egentlighedens jargon udkom første gang på dansk i 2008 og genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.