I Egen genvej vækker Henriette Elmøe barnet til live i os alle – ikke i en desillusioneret forventning om, at barnet ikke længere lever eller ikke lever godt, men med en umiddelbar og loyal tiltro til, at det findes i os alle, at det skal plejes og lyttes til, og at mennesker vinder, når barnet formulerer sin egen historie – som også er vores.
Historierne centrerer sig om, hvad mennesker oplever i dagligdagen. Men de bevarer en eventyrlig og magisk dimension og insisterer på den. Læseren vil finde smukke beskrivelser af følelser og fantasier, der udvikles med både distance og humor. Tørt! Med både hengiven sødme og tabets paradoksale sarkasme – det sidste som et vidne om skønhedens smertelige side.
De korte prosastykker begrænser ikke den magi, der ligger i såvel forfatterens
som læserens evne til at se eventyret, hvor det ikke er synligt.
Magien står ikke uimodsagt. Det gør heller ikke romantikken, som møder sin højst realistiske modsætning i Elmøes tekster. Stykkernes ironi kan læses som en kommentar til deres egen eventyrlighed - eventyret bliver sandt i kraft af ironien, og fordrer ironi for at udleves.
Elmøes fortællinger rummer en stram, en indlevet stilistik, der kun ved opvisningen af stor disciplin opnår den tilstræbte ærlighed. Egen genvej efterlader læseren både melankolsk og længselsfuldt drømmende – blot mindst af alt alene.
