Vers gør noget ved mennesker, allerede i de første skoleår, - nok endnu før.Kaalunds Fabler var i min tid rigeligt repræsenteret i underskolens læsebøger. Mange vil huske Den dræbte Vildand, Hunden ved Stranden, Spurveungen eller den, der begynder således:
»Maagen skreg over Havets Spejl: »Skipper, tag ind dit hvide Sejl;
jeg spaar dig, der kommer en Hvirvelvind - -«
Fabler handler oftest om dyr. Dyrene bærer sig ad på en måde, som mennesker kan lære af. Tænk på alle de historier, der går om ræven. Hvordan ræven narrer de mindre kloe dyr; men opgså ræven kan føres bag luyset: Storken og ræven havde inviteret hinanden på middag. Da ræven var vært, serverede den suppe - på flade tallerkner. Ræven slubrede suppen i sig; storken med sit lange næb fik intet. På genvisitten serverede storken også suppe, - ddnne gang serveret i høje, slanke flasker. Stæren stak sit næb ned i flaskerne. Dejligt for storken. Ræven fik ingenting.
Æsops fabler er kendt af mange, men de er ikke på vers. derfor er de knap så interessante for børn. La Fontaines Fabler er senest oversat/gendigtet af Johannes Møllehave. Det var dér, jeg fik ideen tilogså at forsøge mig. Før læsningen af La Fontaine gik jeg med en lille strofe inde i hovedet:
»Lystfisker Lunte lå på lurved den østlige ende af Fur«.
Så var jeg i gang. Ikke at jeg har nået Møllehaves genialitet; men jeg havde det sjovt, mens dyrefablerne blev til!
Jørgen Hofland har skrevet i hundredvis af lejlighedssange og viser, men også prosa, der i en række tilfælde har fundet vej til DR. Forfatteren er født i København i 1925. Efter 14 år som lærer i hovedstaden og på Hvidebækskolen, Jerslev Sj., kom han i 1964 til Gedved, hvor han var lærer ved seminariet og HF-afdelingen i 31 år.
