Du og jeg i hver sin kiste under jorden

Niels Legene Thomsen (født 1960) er efter en kort pause på otte år tilbage med digtsamlingen “du og jeg i hver sin kasse under jorden”. Som med forgængeren “Rødovre blodåre” fra 2013 hentes der inspiration i musikkens verden. Vi starter i fortid og i støj, hvor Thomsen i sin ungdom tager sine første spæde, men dog ekstrem markante, svømmetag ud i det kunstneriske ocean som en del af landets måske første punkorkester No Knox.
Stilen er klassisk, lige til, ja til tider naiv, men bag de enkle konstruktioner gemmer sig verdener, der kun synes at blive større ved hver genlæsning. For bogens enkle fortællestil er dobbeltbundet, kontrastfuld og hele tiden paradoksrig. Læseren ledes ganske smertefrit ind i billedfortællinger med erkendelser af tab, det foranderlige og det, der forsvinder. Men med en drillende unodernes tonalitet, tvistede kausaliteter og transgressive narrativer modsiges det sagte som oftest. Paradokser og det enkelte digts klangbillede får således som regel det sidste ord. Hvilket kun er passende for en bog, der alt andet lige mest befatter sig med lyd: