Per Munchs charmerende og populære klummer fra Politiken Børneliv kommer her til deres fulde ret i et humørfyldt, men også klogt og indsigtsfuldt forløb.
"Jeg troede ikke, at det var noget, der skete i virkeligheden. Men nu har jeg altså gjort det. Glemt mit barn. Jeg sad i fredags og knoklede med en artikel, og så kigger jeg pludselig på uret. 16:35 sagde digitalerne. Det sagde mig et eller andet. Jeg kunne bare ikke huske lige hvad. Pludselig slog det mig. Johanna. Og dagplejen lukker klokken 16:30..."
Sådan begynder et af de mere dramatiske kapitler om mit liv som far.
"Der er som bekendt kun en ting, der interesserer journalister mere end egen navle, og det er børn af egen avl. Så da jeg i marts 1999 fik Johanna, fik jeg samtidig en god undskyldning for at bruge en ikke uvæsentlig del af min arbejdstid på at udbrede mig i En far skriver. Alle taler jo om, hvor fantastisk det er at få børn. Så derfor har jeg i stedet koncentreret mig om, hvor underligt det er at få børn. Hvor grotesk og grænseoverskridende det er, og hvor utrygt det kan føles. Jeg har forsøgt at gøre det lidt morsomt, hvilket ofte sker på min kones bekostning, men sådan er det jo. Vi må alle bære ofre i denne svære tid", siger Per Munch.
Gaven til enhver far, der trænger til et skulderklap. Og hvem gør ikke det?
