Drømme, der svandt

I en række af novellerne i "Drømme, der svandt" skildres tilværelsen i samfundets nedre klasser. "Dette er udpræget i ”Kampen om Tilværelsen”, hvor en professor ikke helt selvvalgt får mulighed for at efterprøve sine darwinistiske evolutionsteorier om tilværelsens kamp i praksis, da han må stride som arbejdsløs. ”Madame Jensen” viser en kvindes tilværelseskamp med sin forsørger, der ikke vil kendes ved hendes barn – men forlanger hendes kærlighed til sine fem. Her præsenteres et inverteret lykkebegreb, da hun vælger at indordne sig under hustruvold og drukgæld, men kalder dette en slags lykke.

Andre mere specifikke problemstillinger slås også an heri: en kunstners selvopholdelse i ”Døden”, der sammen med to ovennævnte også kredser om en menneskelig dekadence; en allegorisk forklaring af parlamentarismens indførelse i ”Systemskifte”; endvidere ”Lykkens Land”, som Vilhelm Andersen betegner som den mest nietzscheanske af Hansens tekster. Denne synes sammen med den senere ”De Saliges Øer” at være en søgen efter øen, hvor Nietzsches karakter og talerør, Zarathustra, bor, som netop kaldtes ”lyksalige øer”.

Et vigtigt tiltag i Drømme, der svandt er dog åbningsfortællingen ”En Forårsdag”, der giver sig i kast med mere formeksperimenterende tiltag. Denne er nok noget nær det mest prosalyriske, som Hansen har skrevet."
(Kulturkapellet)